Businessklassen 2.p besøger DSV
På en ekskursion i erhvervsøkonomi fik eleverne indblik i det store transportselskabs strategi, værdier og fysiske faciliteter.
”Det var fascinerende at få et indblik i den store virksomhed. Vi havde på forhånd kigget i DSV’s regnskaber i erhvervsøkonomi, men under besøget fik vi indblik i mange nye aspekter af selskabet. Lige fra investor relations-chefen, der fortalte om selskabets ekspansionsstrategi til HR-medarbejderens fortælling om, hvordan de arbejder med verdensmålene. Efter præsentationen blev vi transporteret over for at se deres lagre. Bare ét af deres varelagre var på 100.000 m2. Altså gigantisk. Vi kiggede også ind i et lager, der udgjorde et kæmpe fryserum, hvor de bl.a. havde opbevaret vacciner mod corona.”
Det fortæller Rasmus fra businessklassen 2.p efter et besøg med erhvervsøkonomi i DSV’s danske hovedkontor, der ligger i Hedehusene.
Isabella fortsætter:
”I erhvervsøkonomi har vi talt en del om coronas betydning for virksomheder, herunder varemangel under pandemien, så det var interessant at høre, hvordan DSV har oplevet situationen. En stor del af selskabets forretning var boomet. De havde også skulle håndtere nye varer, fx havde de haft et helt varelager fyldt op med mundbind og håndsprit. I hverdagen sidder vi med mange modeller og teorier, så det er super fedt at opleve virkelighedens virksomheder”.
Klassen har netop fået et besøg i stand hos en af DSV’s lastbilterminaler i Spanien næste uge, hvor businessklassen 2.p lige som resten af 2.g-årgangen skal på studietur.
22.03.2022