Elevhåndbog
I tvivl om fraværsregler, puljetid eller eksamen? Få svaret her, hvor du også finder skolens studie- og ordensregler.
I Elevhåndbogen finder du nyttig information om alt lige fra lektiegivning og eksamen, til hvordan du bedst kommer på skolens netværk.
Husk også at læse studie- og ordensregler. De er vigtige. Og de er til for at sikre et godt studiemiljø.
Egenbetaling
Undervisningen i gymnasiet er gratis, men fælles for alle ungdomsuddannelser skal du betale for enkelte ting:
- Studierejser og ekskursioner
Prisen for studierejsen i 2.g ligger typisk på omkring 4.500 kroner. Den internationale klasse rejser på længere ture til fx USA. Hvis du vælger at gå i den internationale klasse, skal du regne med op til 15.000 kroner i egenbetaling.
I 3.g vælger nogle klasser/hold at tage til udlandet igen. Her er prisen typisk omkring 3.500 kroner.
På nogle af endagsekskursionerne kan det også være nødvendigt at opkræve et mindre beløb.
- Ordbøger og lommeregner
Du skal selv betale for fremmedsprogsordbøger, nudansk ordbog og lommeregner. Men vent med at købe noget, til du er startet på skolen og har talt med din lærer. Skolen har abonnement på Gyldendals røde ordbøger på nettet og matematikprogrammet TI-Nspire.
- Computer
Du skal selv sørge for at have en bærbar computer. Husk at sætte navn på opladeren, så du kan få den tilbage igen, hvis du glemmer den i klasseværelset.
- Papir og kontorting
Evakuering
I hvert klasselokale hænger en brandinstruks. Hvis signalet lyder, så følg øjeblikkeligt instruktioner fra læreren, og forlad lokalet ad den angivne flugtvej. Luk døre og vinduer, og gå mod samlingsstedet, som er boldbanerne ud for kantinen.
Evaluering
Evaluering
Eleverne skal løbende og på varierende måder være inddraget i evalueringen af undervisningen og af dem selv.
Evalueringerne af eleverne giver dem viden om deres faglige standpunkt og om, hvordan han eller hun kan videreudvikle sine kompetencer.
Den enkelte underviser beslutter, hvordan evalueringen gennemføres.
Eksamen
Beregning af dit eksamensgennemsnit
Dit eksamensgennemsnit bliver beregnet af alle de karakterer, du har fået i løbet af gymnasietiden – både årskarakterer og eksamenskarakterer. Et fag kan kun tælle på det højeste niveau, du har haft faget. Derfor er det kun afsluttende standpunktskarakterer (dvs. den sidste karakter fra det sidste år, du har haft faget), der tæller med (fx er det kun den afsluttende standpunktskarakter i dansk fra 3.g, der tæller med). For at bestå skal du have et gennemsnit på mindst 2,0. De 2,0 må ikke være oprundet fra fx 1,96.
- Fag på A-niveau har vægten 2 ved udregning af eksamensgennemsnittet
- Fag på B-niveau har vægten 1,5
- Fag på C-niveau har vægten 1 For fag, der afsluttes med 2 karakterer (fx skriftligt og mundtligt) deles vægten ligeligt mellem karaktererne
- Studieretningsprojektet har vægten 2.
Hvilke fag skal du til eksamen i?
Undervisningsministeriet udtrækker de fag, du skal til eksamen i. Der er tre forhold, der skal være opfyldt:
- Du skal have mindst tre skriftlige prøver og mindst tre mundtlige prøver i løbet af gymnasietiden.
- Har du et fag på A-niveau med både skriftlig og mundtlig prøvemulighed, kommer du mindst op i en af prøverne. Altså enten skriftligt, mundtligt eller begge dele.
- Efter 3.g skal du have været til 10 gældende prøver (mundtlige eller skriftlige eksamener) inklusive udarbejdelsen af studieretningsprojektet (SRP) og skriftlig dansk. Ordet gældende betyder, at du ikke senere har valgt det fag, du har været til eksamen i, på et højere niveau. Hvis du har mere end fire fag på A-niveau, skal du op i én ekstra prøve, for hvert A-niveaufag du har mere end fire.
Desuden er der en særregel for disse fag; billedkunst, dramatik, idræt, mediefag og musik: Enten kommer hele holdet op, eller også kommer ingen op (dog kan elever, der skal op i alle fag, godt komme til prøve, uden at andre fra holdet skal op). Vær opmærksom på, at hvis der er mere end et hold fx i Idræt B, så kan hold 1 godt være udtrukket, mens hold 2 ikke er det.
Planlægning af datoer for eksamen
Ministeriet bestemmer, hvilke fag du skal til eksamen i, mens vi lokalt på RKS kun kan få indflydelse på, hvilken dag eksamen kan lægges. Vi har dog ikke helt frie hænder, idet man skal sikre, at der kan findes en censor til prøven. Dette samt andre regler, fx om 24 eller 48 timers forberedelse gør, at der i virkeligheden ikke er ret meget spillerum. Den eneste regel, der ikke kan fraviges er, at du ikke må være til to eksamener på samme dag. Vi prøver dog at gøre det lidt bedre end det.
Lectio giver dig overblikket
Alle eksamener og årsprøver fremgår af Lectio. Det er derfor vigtigt, at du tjekker Lectio ofte i eksamensperioden. Er der noget, du undrer dig over, er du altid velkommen til at kontakte Lasse Frendrup (LFC) på Lectio, via mail til rklfc@rks-gym.dk eller på tlf. 61 37 00 57.
Fag og læreplaner
Du kan læse mere om kravene i de enkelte fag i læreplanerne på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.
Regler om prøver og eksamen
På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside finder du bekendtgørelser og orienteringer om prøver og eksamen.
Se evt. også regler for klager.
Forkortelser og begreber
AP: Almen sprogforståelse.
DHO: Dansk-historie opgaven. Den første store skriftlige opgave, som skrives af alle elever i 1.g
Fagbetegnelser: To store bogstaver angiver A-niveau (fx MA). Et stort og et lille bogstav angiver B-niveau (fx Ma). To små bogstaver angiver C-niveau (fx ma).
Helligkorsssalen: Bygningen på grunden ved siden af RKS' øst-indgang. Der er tre undervisningslokaler i Helligkorssalen med lokalenumre 60, 62, 64; beregn et par minutter til at gå derover.
HROAR: Navnet på skolens festudvalg, der har eksisteret siden 1887.
K-klasse: Når du starter i 1.g går du i en k-klasse i grundforløbet, fordi du ikke har valgt studieretning. K-klasserne er inddelt efter det kunstneriske fag, du valgte ved ansøgning. Alle skal igennem ens grundforløb, så alle starter samme sted i studieretningsklassen. Alle fag, som deltager i grundforløbet, har udarbejdet fælles grundforløbsundervisningsplaner.
Lectio: Skolens studieadministrations- og kommunikationssystem.
NV: Naturvidenskabeligt grundforløb.
Pædagogisk værksted: Lærernes kopirum ved siden af lokale 1.
RKS: Roskilde Katedralskole.
SOL-huset: Elevernes egen bygning, som ligger mellem Hyrdehøj og boldbanerne. Kan bookes på kontoret til møder mv. SOL-udvalget er udvalg for skolens sociale liv.
SRO: Studieretningsopgave. Skrives af alle 2.g-elever.
SRP: Studieretningsprojekt. Eksamensopgave, som skrives af alle 3.g-elever.
Studieplan: Er skolens, lærernes og elevernes "køreplan" i Lectio for, hvad der skal foregå i undervisningen, og hvordan det skal foregå.
Undervisningsbeskrivelse: Indeholder en klasses/et holds forskellige faglige eller flerfaglige forløb. Indeholder oplysninger om forløbenes fokuspunkter, benyttet materiale og arbejdsformer. Lectio genererer automatisk en undervisningsbeskrivelse ud fra holdets faglige forløb.
Fravær
Retningslinjer for registrering af fravær
Hvis en elev ikke er mødt, når registreringen finder sted, gives 100% fravær. Hvis en elev går fra undervisningen, før lektionen er afsluttet, gives ligeledes 100% fravær.
Angiv altid fraværsårsag
Husk, at du altid skal angive fraværsårsag i Lectio for alle fraværstimer. Al kommunikation med lærerne om fraværs- og godskrivningsarbejde skal foregå i timerne og aldrig på sms, beskeder i Lectio eller mail.
Godskrivning af fravær
Hvis du har fået fravær, fordi du har været på ekskursion eller inkursion med fx et andet fag, skal fraværet godskrives af den lærer, der har givet dig fravær, næste gang du har undervisning i det fag du har fået fravær i.
Følgende andre aktiviteter berettiger også til godskrivning af fravær – kontakt sekretærerne i løbet af ugen efter dit fravær, så godskriver de det:
- Aktiviteter i Elevråd og Miljøråd mv., der kan sidestilles med undervisning
- Talentaktiviteter i skoleregi
- Studiepraktik
Lektiegiving
Lektier til næste time gives for senest den dag eller dagen efter, man har den foregående time.
Hvis timerne ligger på hinanden følgende skoledage, skal lektien lægges ind senest kl. 15.30 og være af begrænset omfang.
Ved særlige omstændigheder kan der afviges fra ovenstående retningslinjer.
Puljetid
Som elev på Roskilde Katedralskole har du ud over den almindelige undervisning også puljetid, som svarer til 87 lektioner i løbet af dine tre gymnasieår. Puljetid kaldes også 130 timers-puljen. Hovedparten af puljetiden sørger dine lærere for, at du får. Det kan fx være, at du sammen med din klasse skal fordybe dig i en skriftlig disciplin, i feltarbejde eller eksamenstræning. Eller måske bliver du prikket af din lærer, som vurderer, at du vil få meget ud af fx en skriveworkshop.
Hvad skal du gøre?
Du har selv indflydelse på, hvordan en del af din puljetid sammensættes. Du skal sørge for at være en del af omkring 30 lektioners puljetid i løbet af dine tre gymnasieår. Måske har du lyst til at være med i et af skolens mange talenttilbud, spille historiske brætspil, bygge robotter eller lære, hvordan man laver podcasts.
Læs mere om de forskellige former for puljetid (pdf).
Spørgsmål?
Hvis du har spørgsmål, kan du altid tage fat i dine lærere eller i uddannelsesleder Camilla Sonne Wellendorf (CSW).
Samtykkeerklæring
Når du begynder på Roskilde Katedralskole, skal du med det samme besvare nogle få spørgsmål i en samtykkeerklæring på gymbetaling.dk. Du logger ind med nemID.
Hvorfor en samtykkeerklæring?
Spørgsmålene er obligatoriske at besvare. Det skyldes, at der er nogle personoplysninger om dig, som vi kun må behandle, hvis du giver os tilladelse (samtykke).
Desuden er der fester og studierejser, du ikke kan tilmelde dig, før du har besvaret spørgsmålene.
Skemaændringer
Skemaændringer i tidsrummet 8.10-15.00 foretages så vidt muligt med mindst 1 dags varsel.
En ny lektion skal være kendt kl. 12 dagen før.
Aflysning af lektioner sker i god tid. I forbindelse med sygdom kan ændring ske med kort varsel.
Hvis der bliver aflyst morgenlektioner efter kl. 16 dagen før, sender læreren en sms til eleverne.
Det kan forekomme, at en aflyst lektion bliver erstattet af anden undervisning.
Elever er derfor forpligtet til at holde sig orienteret via Lectio.
Skriftlige afleveringer
Afleveringsdage for skriftlige opgaver skal være planlagt i Lectio for et semester ad gangen.
Opgaveformuleringen til mindre skriftlige afleveringer (3 timer og derunder) lægges i Lectio senest 5 skoledage (1 uge) før afleveringstidspunktet.
Opgaveformuleringen til større skriftlige afleveringer (4 timer og derover) lægges i Lectio senest 10 skoledage (2 uger) før afleveringstidspunktet.
Det faglige indhold i skriftlige afleveringer skal som udgangspunkt være gennemgået, når opgaveformuleringen skal ligge i Lectio.
En skriftlig aflevering evalueres inden næste aflevering, dog senest 4 arbejdsuger efter afleveringstidspunktet.
Et afleveringstidspunkt må ikke lægges i samme uge som aflevering af DHO eller SRO (1.g og 2.g) eller i den uge, hvor SRP skriveperioden starter (3.g).
Et afleveringstidspunkt må ikke lægges i en ferie eller i en skriveperiode (DHO, SRO, SRP), hvor der ikke ligger almindelig undervisning.
Afleveringstidspunkterne monitoreres løbende og det tilsigtes, at summen af timer for en klasse ikke overstiger 15 timer pr uge. Pga. valghold kan der dog forekomme afvigelser herfra.
Læreren bør tilstræbe en jævn fordeling af afleveringer hen over undervisningsforløbet.
Ved særlige omstændigheder kan der afviges fra ovenstående retningslinjer.
Wifi og IT-support
For at bruge Katedralskolens trådløse netværk skal du:
- vælge netværket RK
- logge på med på dit lectio/Uni-login og kodeord.
Undgå mobilt hotspot og unødig trafik
For at have et velfungerende netværk, er det vigtigt, at alle følger nogle få regler:
- Lad være med at downloade eller streame tunge filer, du ikke skal bruge på skolen
- Gå direkte på nettet på din enhed. Internetdeling ødelægger signalet for alle andre
- Vent med at installere Office-pakken, til du er hjemme
- Undgå at have unødvendige vinduer åbne i din browser
Brug for IT-support?
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at besøge vores IT-supporter Andreas i depot 16 inden for tidsrummet 8-13. Du kan også tage fat i IT-vejleder Svend Runge Nielsen.
Årsprøver
Årsprøver – både de skriftlige og de mundtlige – er vigtige som forberedelse til de officielle eksamener. Det er derfor vigtigt, at du gør dit bedste til årsprøverne, også selvom de ikke kommer på eksamensbeviset. Vær også opmærksom på, at karaktererne fra årsprøverne tæller med i vurderingen af, om du kan rykke op i 2.g hhv 3.g.
1.g
Efter 1.g's eksamensperiode vil du typisk stå med 0 eller 1 officiel eksamen. Du kommer til de officielle eksamener, som du er udtrukket til af ministeriet, uanset hvad du måtte have tilkendegivet om valgfag i 3.g.
- Du har skriftlige årsprøver i engelsk og matematik, uanset om du har fagene på B- eller A-niveau. Hvis du har matematik på C-niveau, kan du i stedet komme til eksamen.
- Du får tre mundtlige "oplevelser" (en "oplevelse" er enten en officiel eksamen eller en årsprøve)
- Kontoret "trækker lod" i den forstand, at der sandsynligvis ikke er meget at vælge imellem, når der skal tages hensyn til, at lærerne ikke skal overbelastes, og at der jo også skal være plads i dit skema og i skolens lokaler.
2.g
Efter 2.g's eksamensperiode skal du normalt have været til mindst tre officielle eksamener. Du kommer til de officielle eksamener, du er udtrukket til af ministeriet.
- Du skal til skriftlig årsprøve i dansk og de fag, du har i 2.g på A-niveau, som har en skriftlig eksamen.
- Du kan få mundtlige årsprøver ud over dette, men max tre mundtlige "oplevelser" (eksamen eller årsprøve) i alt.