Silke, Rojan og Frode er i Unge Forskere-semifinalen
Både HOFOR og NIRAS har været involveret i et forløb om blødgjort vand for kemieleverne i 2.w. Nu er tre elever udtaget til semifinalen i marts.
Kan man bruge affaldsprodukter fra blødgjort vand som en ressource? Kan restproduktet calciumcarbonat bruges i mørtel, så cementindustrien – der er en stor klimasynder – bliver mere bæredygtig?
Det har Silke, Rojan og Frode fra 2.w lavet et projekt om, og projektet er netop udvalgt som et af de 100 bedste blandt ca. 800 indsendte projekter til talentprogrammet Unge Forskere. Og det giver de tre elever adgangsbillet til semifinalen i uge 10.
Projektet er lavet som led i et længere forløb om blødgøring af vand for kemieleverne i 2.w. Holdet har undervejs været på besøg på Marbjerg Vandværk for at se for at se nærmere på kemi- og teknologiprocesserne i praksis. De har gruppevis undersøgt forskellige problemstillinger forbundet med blødgøringsprocessen. Nogle har fx koncentreret sig om de sundhedsmæssige aspekter af, at man fjerner kalken i vandet. Andre om, hvorvidt metoden til selve blødgøringsprocessen kan optimeres, så dyre eller miljøbelastende stoffer reduceres.
Sparring og feedback
Mandag var ingeniør Camilla Tang fra NIRAS forbi kemiholdet for at give feedback til elevernes projekter. I sit arbejde er hun i dialog med vandværkerne om valg af teknologi til blødgøringen. Hun gav masser af ros til elevernes arbejde og emnevalg - og synes ikke mindst, at det var interessant, at eleverne havde valgt også at inddrage de mere samfundsfaglige perspektiver på kemien.
Tak til Camilla Tang for at kigge forbi med stor viden og konstruktive input til eleverne. Og også en tak til Mathilde Jørgensen Hedegård og Anders Sigersen Pautsch fra HOFOR, som har lagt tid og energi i projektsparring undervejs og besøget på Marbjerg Vandværk.
Opdateret 15.02.2023