RKS-elever til DM i Entreprenørskab

Den 26. april skal fem 3.g’ere stå i Industriens Hus til DM i Entreprenørskab 2023 og præsentere deres virksomhedsidé og produkt Hygieia.

Formentlig vil Kronprins Frederik være blandt tilhørerne. Han er nemlig typisk gæst til DM i Entreprenørskab, der hylder innovative ideer. Og blandt finalisterne er fem af vores erhvervsøkonomielever.

Torsdag den 2. marts blev Liva (3.r), Sofie (3.r), Emilie (3.d) og Sofie (3.d) nemlig en af seks elevvirksomheder, der gik videre fra regionsmesterskabet - et regionsmesterskab arrangeret af Fonden For Entreprenørskab Sjælland, som knap 60 elevvirksomheder havde kvalificeret sig til, og som bl.a. børne- og undervisningsordfører Astrid Krag deltog i. Cecilie (3.y) er også en del af teamet, men hun er p.t. på studietur i Hamborg.

Fritidsarbejdet gav ideen

Inspireret af Cecilies fritidsarbejde har 3.g’erne udviklet en støttepude til brug i ældre- og hjemmeplejen, der aflaster personalet og støtter patienten i situationer, hvor en patient rulles om på siden. Holdet fik bl.a. toppoint i det lukkede dommerinterview, hvor der blev talt om patent, markedsføring, økonomi mv. De endte med en flot 2. plads blandt de seks vindere.

DM foregår den 26. april hos Dansk Industri. Pigerne har også tidligere vundet 6.000 kr. til en entreprenørskabsfestival.

 

03.03.2023