Frida fra 2.x skal til OL

Team Danmark-elev Frida fra 2.x har roet sig til en OL-billet sammen med resten af holdet i dameotteren.

Team Danmark-elev Frida Foldager fra 2.x skal ligesom resten af sin årgang til eksamen og årsprøver i den kommende tid. Og så skal hun fortsætte sin benhårde OL-træning, for turen går til Paris i slutningen af juli.

På billedet står Frida til højre. Til venstre står Caroline Munch, som blev student fra RKS i 2022, og som også er en del af båden. I midten er Iben Bech, som blev student for et år siden, og som tog med til kvalifikationsregattaen i Schweiz for at heppe på pigerne.

Til trods for at holdet ikke har roet sammen særlig længe – de første træninger i den endelige konstellation var i starten af marts, og deres første konkurrence var World Cup i Italien i april – var Frida optimistisk, inden hun tog afsted til Schweiz. Holdet kunne godt mærke, at de sammen havde et stort potentiale.
Og nu er OL-billetten altså i hus. Vi glæder os til at følge både nuværende og tidligere RKS’ere, når det hele begynder 26. juli.

Team Danmark-uddannelsespartner

RKS er officiel Team Danmark-uddannelsespartner. Vi har i skoleåret 2023-24 omkring 100 eliteidræts- og Team Danmark-elever, der kombinerer skolegang og medaljejagt.