Erasmus-akkreditering styrker international profil
Roskilde Katedralskole er netop blevet akkrediteret som Erasmus+ skole frem til 2027. Det betyder, at vi er sikret økonomisk støtte fra EU til internationalt uddannelsessamarbejde.
"Det er helt vildt fedt! Det betyder nye muligheder for både elever og lærere til at få betalte ophold, kurser og udvekslinger i andre EU-lande"
International koordinator på RKS, Malene Brønd, har armene i vejret, for skolens store ansøgning fra efteråret om at blive akkrediteret som Erasmus+skole er blevet godkendt. Det vil sige, at Roskilde Katedralskole de næste fem år er sikret økonomisk støtte fra EU og Erasmus+ programmet til internationalt uddannelsesarbejde.
Vores ansøgning fokuserer i første omgang på projekter og mobiliteter, der kan fremme sprog og kultur i bred forstand. Det betyder nye muligheder for både lærere og elever for at få betalte ophold, kurser og udvekslinger i andre EU-lande. Det er ikke sådan, at alle elever fremover får deres studierejser betalt, men det betyder fx, at vi kan få nye partnerskaber og fortsætte vores samarbejde og projekt med vores nuværende venskabsskoler i Holland, Sverige, Finland og Litauen. Hvilke konkrete projekter og rejser, vi derudover sætter i gang, skal vi nu i gang med at finde ud af.
Hvad er Erasmus+?
Erasmus+ er EU’s program for uddannelse, ungdom og idræt. Programmet uddeler hvert år mange millioner euro til institutioner og organisationer i Danmark til internationalt uddannelsessamarbejde.
Læs mere på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.
07.02.2022