DM-finaleplads og flotte priser i Company Programme
Erhvervsøkonomieleverne Magnus, Frederik og Victor har sikret sig en DM-finaleplads, to priser og i alt 7.000 kr. til regionsmesterskab i entreprenørskab med deres virksomhed Community Care.
Magnus, Frederik og Victor betegner selv deres idé som digitaliseret nabohjalp, der bringer generationer sammen. De har udviklet platformen communitycare.dk, hvor ældre borgere kan oprette små opgaver, som unge mennesker kan varetage. Hjemmesiden har de allerede fået op at køre, og det var noget, juryen hæftede sig ved under afviklingen af Company Programme – sammen med de gode tanker om samfundssind og bro mellem generationer.
Har store visioner - og satser på EM i Sicilien
I første omgang vil Magnus, Frederik og Victor gerne udbrede Community Care i Roskilde-området, men drømmen er at platformen bruges i hele landet, så der er rigeligt at bruge de 7.000 kr. til.
DM i Entreprenørskab løber af stablen i starten af maj. Og lige nu er gåpåmodet og selvtilliden i orden:
”Vi satser på at vinde DM, så vi også skal til EM på Sicilien”, griner Victor.
Det er Fonden for Entreprenørskab, der står bag Company Programme - et learning by doing-forløb, hvor man både udvikler, afprøver og realiserer gode ideer.
De første tanker om Community Care fik drengene tilbage i oktober, da de med erhvervsøkonomilærer Christine kastede sig ud i forløbet sammen med resten af klassen.
18.03.2024