Rektor mener: Er mindre uddannelse virkelig vejen frem?

Regeringsgrundlagets uddannelsesplaner er dystre, for Danmarks råstof er fortsat vores hjerner.

Af rektor Claus Niller
Synspunktet er bragt i Sjællandske Mediers dagblade den 9. januar 2023.

Uddannelse har altid været en hjertesag for mig. Jeg er opvokset i en tid, hvor uddannelse var det, Danmark skulle leve af. “Vi har ingen andre råstoffer end vores hjerner,” sagde man, da jeg voksede op.

Min holdning er derfor, at uddannelse er godt. Og helst så meget som overhovedet muligt. Uddannelse er grundlaget for Velfærdsdanmark. Og det er gennem uddannelse, vi fortsat skal udvikle vores velfærdssamfund og vores demokrati. Det giver os som mennesker de fleste muligheder og det bedste grundlag for at deltage aktivt i velfærdssamfundet og få et godt liv.

På den baggrund er det selvfølgelig dybt bekymrende, når den nye flertalsregering i sit regeringsgrundlag skriver, at man vil halvere længden på halvdelen af kandidatuddannelserne og skære i SU’en. Det kan kun føre til mindre uddannelse samlet set.

Regeringen synes alene at have blik for at øge arbejdsudbuddet her og nu. Det er kortsigtet politik. Og på vejen sælger man en hel generation af unge, der nu - som den første generation i danmarkshistorien - kan se frem til at blive mindre uddannet end forældregenerationen. Det, synes jeg, er dybt bekymrende.

Uddannelse er aldrig snobberi

Samtidig har vi fået en ny minister, der i sin tiltrædelsestale tordnede mod det, han kalder ”uddannelsessnobberi”. Men uddannelse er aldrig snobberi. Det er sund fornuft.

På et enkelt punkt må jeg dog erklære mig enig med regeringsgrundlaget. Aftalen om elevfordeling rulles tilbage, i hvert fald den del, der angår fordeling af elever efter forældreindkomst.

Til gengæld lader det til, at regeringen vil fastholde elevfordelingsaftalens begrænsning i antal klasser på udvalgte skoler i de større byer. Ministeren har således for nylig udtalt, at han vil have et meget skarpt blik på kapacitetsstyringen.

Hvad det kommer til at betyde for borgerne i Roskilde og omegn er stadig uvist, men jeg er alvorlig bekymret for, at kapacitetsbegrænsningerne vil ramme byens ungdomsuddannelser, og at store velfungerende skoler fremadrettet skal aflevere kapacitet til gymnasier i omegnskommuner, hvor eleverne gennem de senere år tydeligt har vist, at de ikke er interesserede i at gå.

Man må derfor stille spørgsmålet, om skolerne er til for eleverne – eller om eleverne gennem tvangsflytninger skal sikre lukningstruede skolers overlevelse. Jeg mener så udpræget, at vi er til for elever.

Et angreb på byens identitet

For Roskilde som uddannelsesby har regeringsgrundlaget enorm negativ betydning. Medarbejdere fra RUC, beskriver stemningen som “gravkammeragtig” i lyset af udsigten til afkortning af voldsomt mange universitetsuddannelser og begrænsningen i de studerendes mulighed for at modtage SU.

Roskilde er en uddannelsesby. Vi har som den eneste provinsby i Danmark alt ”fra ble til Ph.d.” indenfor en radius af 5 km. Det har kæmpestor betydning for byens identitet, for byens befolkningssammensætning, for skattegrundlaget og for byens kulturliv. Byen har samlet mere end 25.000 studerende og ca. 3.000, der arbejder inden for sektoren. Alene RUC har 7.500 studerende og 950 ansatte.

I den sammenhæng er regeringsgrundlaget et direkte angreb på hele byens identitet.

Presser unges trivsel

Og hvordan rimer de varslede reformtanker på uddannelsesområdet i øvrigt med regeringens mål om at gøre en indsats rettet mod børn og unges (mis)trivsel? Tænker man, at man ved at reducere uddannelsespladser, -længde og SU vil øge trivslen blandt unge markant?

I sidste uge fremførte den nye undervisningsminister så tanken om at øge adgangskravene til gymnasiet for derved at tvinge flere unge over i erhvervsuddannelserne. Tror man, at et stigende karakterkrav til gymnasiet hjælper på de unges trivsel? Ved at signalere og skærpe forskellige optagelseskrav får man samtidig for alvor delt unge i et A- og et B-hold. Jeg troede netop, at det var en socialdemokratisk kongstanke at undgå det.

Lyt til befolkningen

Politikerne synes at overse, at store dele af befolkningen i virkeligheden har indført 12 års skolegang uden om det politiske system. Det er lige nu 50 år siden, at 9 års skolepligt blev indført. Den virkelighed, vi lever i, er blevet væsentlig mere kompliceret siden da, og kravene til de unge er vokset. Det har rigtig mange forældre indset, og de har erkendt, at 12 års skolegang er nødvendig for at klare sig.

Politikere: Lyt til befolkningen, og indret et uddannelsessystem med 12 års skolepligt. Ikke ens for alle, men et 12-årigt skoleforløb, hvor der både er plads til det boglige og det praksisnære. Et skoleforløb, der indretter sig efter de forskellige personlige kompetencer, som vores fantastiske børn og unge hver især byder ind med.

Det er samtidig vejen til at sikre, at vi ikke fremadrettet kommer i en situation, hvor 45.000 unge hverken er i uddannelse eller job.

Lad være med at skære i uddannelserne og stille endnu flere forhindringer op for de unge. Det har de ikke brug for. Og det har Danmark heller ikke.

09.01.2023