Ønsker du indflydelse? Vil du være med til at arrangere fester? Brænder du for bæredygtighed? Vær med i et af skolens mange elevudvalg.
Elevrådet
Alle klasser er repræsenteret i skolens elevråd. Elevrådet arbejder med både praktiske og overordnede ting på skolen. Der sidder også repræsentanter fra elevrådet i skolens bestyrelse og SOL-udvalg. Læs vedtægterne for Elevrådet (pdf).
Elevrådet er et vigtigt organ præget af fællesskab. Her er du med til at tage beslutninger, der påvirker den aktuelle og fremtidens skole.
Jonathan Tengmark Wain, elevrådsformand.
HROAR
Festudvalget HROAR står for festerne på Katedralskolen. Hver fest har typisk et tema - tidligere har især festen med Roskilde Festival-tema, RAVE og julefesten fået folk på dansegulvet.
Råhygge
Råhygge er den ultimative opvarmning til en god weekend: Gode venner, hygge, livemusik og en øl eller to. Fredag aften kl. 19-22 seks gange i løbet af skoleåret bliver lyset i loungen dæmpet, og elever og andre deler ud af deres evner på en scene.
Følg Råhygge på Facebook (nyt vindue) og Instagram (nyt vindue)
Morgensamling
En gang imellem samles hele skolen en halv time til Morgensamling, hvor du får fællesbeskeder fra bl.a. elevudvalg, lærere og gæster. Til at holde styr på det hele – og sørge for den gode stemning undervejs – har vi Morgensamlingsholdet.
Ønsker du taletid til næste morgensamling, skal du skrive til ”Morgensamling” på Lectio eller til Sidsel Naut.
Miljørådet
Miljørådet arbejder hårdt på at styrke skolens grønne profil og fastholde bæredygtige tiltag. De har fx fået bæredygtig service i kantinen, afholdt genbrugs-juleklip og passer planter, blomster og bier i SOL-haven.
Roskilde Katedralskole er Grøn Gymnasieskole (nyt vindue), der er et internationalt miljøundervisningsprogram.
RKS Mix
Skoleradioen RKS Mix sørger for hverdagens fest - de spiller musik i kantinen i spisepausen. Skoleradioen blev oprettet i 1996 på elevernes initiativ og har spillet lige siden. Snak med dem, hvis du har ønsker eller kommentarer.
RåKoSt
I skolebladet RåKoSt kan du læse historier fra hverdagen. også Rå-citaterne, det slibrige sladder og horoskoperne er populære sider i bladet. Eleverne på redaktionen sørger for, at det næste nummer bliver mindst lige så godt som det forrige – og der er plads til både journalister, layoutere, fotografer, tegnere mm.
PodKarsten
Lyt til 20 minutters episoder af PodKarsten, når de her fire underholder på deres eget sprog om hverdagslivet på RKS og ting, der sker i Roskilde. En sjov debatplatform, der samtidig kan dele budskaber fra andre udvalg og elever. Lyt til PodKarsten på SoundCloud (nyt vindue)
SoMe-udvalget
SoMe-udvalget er med til at skabe indhold til skolens sociale medier. De står blandt andet bag konceptet Ugens Kat, som er en serie af interviews, hvor man lærer en af skolens elever eller ansatte lidt bedre at kende.
Se Ugens Kat og de andre opdateringer fra SoMe-udvalget på skolens Instagram (nyt vindue)
Regnbueudvalget
Regnbueudvalget er et LGBTQ+ fællesskab på skolen. Udover et ønske om at have et socialt forum arbejder udvalget med at udbrede kendskab til LGBTQ+ området. Alle elever på RKS er velkomne i Regnbueudvalget.
Følg Regnbueudvalget på Instagram (nyt vindue)
Idrætsudvalget
Idrætsudvalget står for frivillig idræt efter skole. De arrangerer fx volleyball og floorball i hallen for alle interesserede. Kom og vær med.