Gå til sidens indhold
Tove Kruse.jpg

Bestyrelsesformand på Katedralen takker af

Tove Kruse, lektor på RUC, stopper som bestyrelsesformand for Roskilde Katedralskole pr. 1. august efter 12 år på posten.

Da Roskilde Katedralskole i 2007 overgik fra Roskilde Amt til at blive en selvejende institution, blev gymnasiets første professionelle bestyrelse nedsat, og Tove Kruse, lektor og forsker på RUC, blev formand. Tove har nu offentliggjort, at hun forlader posten pr. 1. august.

”Jeg går radikalt ned i tid og i den forbindelse afvikler jeg opgaver, hvor jeg repræsenterer RUC. Det gælder også Roskilde Katedralskole. Jeg har været formand i 12 år, og det har været 12 gode år – på et af de bedste, mest dynamiske og bedst ledede gymnasier i Danmark. RKS er vokset både kvantitativt og kvalitativt. Der har været fokus på både rammer og indhold. Jeg har været glad for samarbejdet med de elever, medarbejdere og eksterne repræsentanter, der har siddet i bestyrelsen gennem tiden, for samarbejdet med sekretariat og ledelse, og selvfølgelig ikke mindst for mit tillidsfulde og konstruktive samarbejde med Claus Niller”, fortæller Tove.

Tove har bl.a. været med til at indføre bestyrelsesseminarer, der afvikles hvert andet år. Her drager omkring 50 personer – elever, lærere, ledelse og bestyrelsesmedlemmer – afsted i halvandet døgn for at drøfte skolens strategiske indsatsområder. Senest var overskriften for seminaret ’En skolekultur der styrker læring og præstationer’.

Øje for eleverne

Fra rektor Claus Niller lyder en kæmpe tak for indsatsen:

”Tove har gennem sine 12 år som bestyrelsesformand gjort en ekstraordinær indsats for skolen. Hun har med stor fornemmelse for en bestyrelsesformands opgaver forstået at finde balancen mellem bestyrelsens strategiske sigte og ledelsens varetagelse af den daglige drift. Og hun har sammen med den øvrige bestyrelse evnet at varetage Roskilde Katedralskoles overordnede interesser – altid med øje for eleverne”.

Siden 2007 har skolen gennemgået en stor udvikling. Elevsøgningen er massiv, og antallet af klasser er vokset fra 32 til 53. Bygningerne er blevet moderniseret og udbygget. Og med stor opbakning fra bestyrelsen er der iværksæt en lang række faglige og sociale indsatser og initiativer, der skal sikre eleverne det bedst mulige gymnasieforløb.

RUC skal nu udpege et nyt medlem til bestyrelsen, som herefter konstituerer et nyt formandskab

07.06.19