Gå til sidens indhold
Team Danmark-elever 2018

Flere på RKS jonglerer med både eliteidræt og skolegang

Eliteidrætsmiljøet vokser på Katedralen. Vi er nu oppe på 55 elever der får medaljejagt og skolegang til at gå hånd i hånd.

Blandt de nye 1.g’ere, der i sidste uge tog hul på gymnasielivet på Roskilde Katedralskole, er der flere Team Danmark-elever end nogensinde før. Med 15 nytilkomne er der nu 35 elever på skolen, der har en Team Danmark-godkendelse, dvs. elever, der kan kombinere den gymnasiale uddannelse med idrætskarrieren. Dertil kommer ca. 20 elever, der hører under Roskilde Kommunes eliteidrætsordning. 

Og de træner hårdt inden for mange forskellige idrætsgrene – lige fra judo og pool til atletik og roning. De skal hver uge have adskillige timers træning til at gå op med skolegang og afleveringer.

Skoleåret starter med flotte placeringer

En af de nye 1.g’ere er William Xander Christensen fra Roskilde, der cykler mountainbike. Han er netop taget til ungdoms-EM i Norditalien:

Her i sommer har jeg trænet typisk 7-8 gange pr. uge for at blive klar. Mountainbike fylder rigtig meget for mig, og det er fedt at starte på et gymnasium, hvor jeg ikke er den eneste elev, der har en sport, som jeg går virkelig meget op i. Vi er mange i samme båd, og det er rart med den gode opbakning.

To andre 1.g’ere er lige vendt retur med flotte placeringer i cykelverdenen, dels U17-rytteren Frederik Hogstad Erringsø fra Roskilde, der har vundet det internationale etapeløb Euroeyes YoungClassic i Hamborg, og holdkammeraten Magnus Kisum fra Kirke Hyllinge, der vandt en etapesejr i samme løb. 

Læs mere om Roskilde Katedralskole som Team Danmark-uddannelsespartner.