10 dage i det forjættede land bød på en rutsjetur igennem hele følelsesregistret. Lige fra kulturelle møder til masseskyderi i Las Vegas står på listen over oplevelser, som den internationale klasse har fået på deres rejse i USA, fortæller Anne Kathrine og Nikolaj fra 3.f.
De har begge været der før, men denne tur har tilføjet helt nye indtryk og andre perspektiver til det samlede billede af det storslåede land. 3.f fik nemlig alle muligheder for at opleve den amerikanske kultur helt tæt på. Eleverne boede halvdelen af tiden hos værtsfamilier, imens de gik på High School, tog til footballgames og kørte med skolebus ligesom helt almindelige amerikanske teenagere. Selvom undervisningen ikke indeholdte den samme struktur, og hele stemningen på skolen ikke var lige så fri og afslappet, som den er herhjemme, så var dagene i Burlington stadig den største oplevelse for Nikolaj:
Jeg havde et fantastisk forhold til min værtsfamilie. Der var ikke et eneste stille sekund - vi snakkede, fra vi stod op om morgenen, til vi gik i seng om aftenen. Det gav mig et utroligt godt indblik i hverdagen. Min hostbror fældede også en tåre eller to, da vi sagde farvel.
Nikolaj 3.f
Fra amerikansk hverdag til turistattraktioner
Efter et par dage i Burlington og to dage som turist i Chicago, gik turen videre til Washington DC. Her besøgte de kendte turistattraktioner som Det Hvide Hus, Kongressen og Washington Monument, men der var dog særligt et sted, der gjorde indtryk på de to elever. Et helt specielt sted kaldet Arlington National Cemetery.
Der blev vi begge to rigtig påvirket. Man bliver virkelig ramt af det her syn af endeløse rækker af hvide gravstene.
Anne Kathrine 3.f
Sorgen rammer USA
Men den triste stemning kom for alvor tæt på, da der sent søndag aften skete noget forfærdeligt. Las Vegas blev ramt af det værste masseskyderi i USA i nyere tid. Hele klassen hørte om skyderiet tidligt mandag morgen, og selvom de befandt sig flere tusind mil væk, fortæller Nikolaj og Anne Kathrine, at de hurtigt kunne føle den trykkede stemning sprede sig gennem gaderne.
Der er sådan en krans af flag rundt om Washington Monument, og generelt er der bare flag over det hele. Og alle steder var flagene på halv hele ugen.
Anne Kathrine, 3.f
Selvom frygten og den triste stemning påvirkede de sidste dage, har turen også efterladt mange gode indtryk, fx den åbenhed, der florerer mellem de amerikanske borgere.
Anne Kathrine og Nikolaj vil bare gerne tilbage. De har forelsket sig i kulturen og ikke mindst i de mennesker, som de har mødt på deres rejse.
Den menneskelige relation, den er der ingen bygninger eller seværdigheder, der kan slå.
Nikolaj, 3.f
Se billeder fra den spændende rejse til USA på Facebook eller læs mere i et interview af Nikolaj og Anne Kathrine i en artikel fra Dagbladet.
13-10-2017