Gå til sidens indhold
SP A EN A la  C.jpg

Udsigt mod verden - indsigt i sammenhænge

Spansk A, Engelsk A, Latin C

Med spansk og engelsk kan du tale med den halve verden - med latin kan du forstå baggrunden for kulturer.

At lære sprog kan være et mål i sig selv, men det er også en vej til at forstå fremmede kulturer. Du skal have mod på sproglig fordybelse og på at lære nye ord og grammatik. At lære sprog er sjovt.

Det er interessant at lære sprog, fordi man får større kulturel forståelse og indsigt.
Sarah, student 2017

Det tredje fag i studieretningen er latin. Med latin får du en sproglig og kulturel nøgle til at forstå europæisk sprog og kultur.

På rejser til engelsk- og spansktalende lande uddyber du dit kendskab til andre måder at leve på, træner dine sproglige evner og knytter venskabsbånd.

Hvis du overvejer at studere sprog på en videregående uddannelse, sprog i kombination med et andet studium eller måske en uddannelse i udlandet, så er dette studieretningen for dig.

Du arbejder bl.a. med:

  • Imperialisme
  • Retorik og argumentation
  • Verdenslitteratur
  • Immigration/flygtninge
  • Hvad sker der, når kulturer mødes?
  • Sprogets byggeklodser
  • Unges liv

 

Særligt for denne studieretning

På denne studieretning kan du nøjes med to naturvidenskabelige fag på C-niveau.

Lidt over 500 millioner mennesker i Europa, Latinamerika og dele af USA taler spansk, og deres sprog er nøglen til nye opdagelser og fremtidige jobmuligheder. Vi har fokus på at læse, tale og skrive et enkelt og letforståeligt spansk. Vi øver os fx gennem små samtaleøvelser, spil og videooptagelser. Det skriftlige arbejde understøtter sprogforståelsen og -indlæringen.

Engelsk handler i høj grad om at beherske sproget både mundtligt og skriftligt. Vi læser, analyserer og fortolker tekster fra engelsksprogede lande. Desuden arbejder vi med grammatik og ordforråd for at beherske et avanceret engelsk både mundtligt og skriftligt.  En stor del af undervisningen foregår på engelsk.

I latin lærer du, hvordan vi i Danmark sprogligt og kulturelt indgår i et fællesskab med de andre lande i - og omkring - Europa. Du lærer om, hvordan vi kan føre vores sprog og kultur tilbage til Romerriget, og at dette faktisk kan lære dig en masse om din samtid. Centralt i faget er de antikke tekster, som du lærer at læse og derigennem forstå romernes samfund.