Gå til sidens indhold
SA A FRF A.jpg

Fransk i Europa og verden

Samfundsfag A, Fransk fortsætter A

Du kommer til at arbejde med politiske, økonomiske og sociale forhold i Danmark og Frankrig med udblik til verden.

Det betyder, at der bliver arbejdet med de politiske udfordringer, der er for Danmark og Frankrig i nationalt og europæisk perspektiv. Hvilken rolle har staten og individet i forhold til social ulighed? Hvilken betydning har fx Brexit for EU?

Studieretningen er for dig, der er interesseret i at fordybe dig i samfundsforhold i Danmark, Frankrig og den øvrige fransksprogede verden.

Globale perspektiver er centrale til at belyse franske og danske interesseområder, terrorudfordringer og internationale kriser. Fordybelse og nysgerrighed er centrale.

Du arbejder bl.a. med:

  • Terrorisme i Europa og i verden
  • Internationale organisationer, bl.a. EU, FN og NATO
  • Ideologiers opståen i Frankrig, fx liberalisme og socialisme og brugen af ideologi i dag i dansk politik
  • Social ulighed i Danmark og Frankrig
  • Den politiske udvikling i Danmark og i Frankrig og fx Afrika

Samfundsfag har fokus på fire hovedområder: politik, sociologi, økonomi og international politik. Her lærer du om det politiske system og de politiske ideologier. Du lærer om centrale samfundsteorier som sociologi og økonomi. Afhænger individets muligheder af forældrenes indkomst og/eller uddannelse? Giver det stadig mening at tale om en venstrefløj og en højrefløj? Er det lande som Indien og Kina, der sætter den fremtidige økonomiske og politiske verdensorden? Nysgerrighed og en undersøgende tilgang karakteriserer faget og den måde, vi arbejder på.

Fransk er modersmål i ca. 30 lande. Dette verdenssprog lærer du at tale og skrive flydende, og desuden får du viden om kultur, litteratur, historie og samfundsforhold i de fransktalende lande. Hvordan er forholdene for unge i Elfenbenskysten? Hvad sker der nu i Marokko og Tunesien? Er der krise i den franske parlamentarisme? Du lærer at samtale på fransk, at komme med kortere eller længere oplæg, at diskutere de emner, vi undersøger, at lytte til naturlig fransk tale og at skrive tekster på fransk.