Gå til sidens indhold
KE A MA A Fy B.jpg

Science+: En verden af kemi

Kemi A, Matematik A, Fysik B

Liv er kemi, og uden kemi findes der ikke noget liv. En simpel sæt­ning, der omfatter al den informa­tion om kemi, som du som elev skal kende til. Luften du indånder, maden du indtager, farverne du ser, håret du sætter, tøjet du tager på, medicinen du indtager og meget mere - alt kan betragtes gennem kemiske briller.

I studieretningen fokuserer vi på, hvordan verden omkring os hænger sammen, og hvordan vi kan forstå og beskrive naturen ved hjælp af eksperi­menter og teorier. Vi søger særligt en dybere forståelse af de kemiske processer, og i stærkt samarbejde med matematik får du styrket de teoretiske aspekter af de naturvidenskabelige fag.

Det fede ved kemi A er, at man har tid til at komme i dybden med emnerne, og man får en bedre forståelse end på B-niveau. 
På sciencelinjen får du nogle spændende og sjove fag, der giver gode muligheder efter gymnasiet.
Rebecca, student 2017

Studieretningen er adgangsgivende til langt de fleste videregående uddannelser og giver desuden en dybere kemifaglig forståelse, som udvikles i tæt samarbejde med matematikfaget gennem hele gymnasietiden.

Du arbejder bl.a. med:

  • Reaktionskinetik, reaktionshastighed og katalyse
  • Vektorregning og differentialregning
  • Fremstilling af bioethanol
  • Bevægelse af legemer på både Jorden og i rummet
  • Krudt og sprængstoffer

I Kemi A lærer du om de byggesten, som alt omkring os er opbygget af, nemlig grund­stofferne, og du lærer om struktur og egenskaber af kemiske forbindelser. Centralt er studiet af kemiske bindinger, der brydes og dannes - en kemisk reaktion. I kemi skal du arbejde både teoretisk og praktisk. Teorierne skal selvfølgelig efter­prøves i laboratoriet med eksperi­menter.

I matematik på A-niveau trænes du i at tænke logisk, systematisk og kunne gennemskue mønstre. Du arbejder med at forklare, hvorfor de matematiske regler gælder, og hvordan de kan bruges i praksis til at undersøge og beskrive vores omver­den. Gennem det tætte parløb med kemi i denne studieretning, opnår du en dybere forståelse af matematikkens muligheder for at løse praktiske problemstillinger.

Når du forstår verden, kan du forandre den. Fysik B giver dig en god bred forståelse af de grundlæggende naturlove, der styrer vores omver­den. Det sker gennem en kombination af eksperimenter og teori, hvor du arbejder med måleapparater til at opsamle data og bruger it-programmer og viden fra matematikken til behandle disse data.

Certifikat i Science og Talent.jpg

Certifikat i Science og Talent

Roskilde Katedralskole er et af de få gymnasier i Danmark, der har modtaget "Certifikat i Science og Talent". Vi har nemlig stort fokus på talentudvikling og lever op til Sciencetalenters vision om, at flere skal inspireres til at uddanne sig indenfor naturvidenskab.