Gå til sidens indhold
BT A MA A Fy B.jpg

Bioteknologi: Sundhed og biologisk produktion

Bioteknologi A, Matematik A, Fysik B

Studieretningen forener teori og eksperimentelt arbejde. Du får en solid faglig viden om bioteknologi, fysik og matematik, og du får stor erfaring i at arbejde hands-on med forsøgsopstillinger og kend­skab til laboratorieudstyr inden for de naturvidenskabelige fag.

Du får mulighed for at indgå i et studiemiljø med faglige ekskursioner og fællesarrangementer på tværs af årgange. Samtidig bliver studieretningen sat ind i en større europæisk og global sammen­hæng i fællesfagene, der fx bidrager til at belyse bioteknologiens historiske forudsætninger og etiske problemstillinger.

Du får de naturvidenskabelige fag samlet i én pakke, som åbner alverdens døre. Og så giver studieretningen et godt indblik i, hvordan den verden, vi lever i, er i konstant udvikling.
Emma, student 2017

Studieretningen giver adgang til de lange videregående naturvidenskabelige og sundhedsviden­skabelige uddannelser samt ingeniøruddannelserne.

Du arbejder bl.a. med:

  • Hvad er stamceller, hvad kan de bruges til og hvad vil vi tillade?
  • Hvordan renser man drikkevand ved hjælp af bakterier?
  • Hvordan fremstiller man lægemidler?
  • Skal vi benytte GMO i vores fødevarer?

Du kommer til at beskæftige dig med bioteknologi, biologi og kemi inden for vigtige områder som sundhed, medicin, miljø, fødevare- og industriproduk­tion. Du vil arbejde med mikroorganismer, gensplejsning og enzymatiske reak­tioner. Undervisningen er centreret om eksperimentelt arbejde. Du bliver udfordret i stillingtagen til brugen af den nyeste bioteknik gennem bioetiske overvejelser. Da bioteknologi er et fag i kon­stant udvikling, vil fokus være på den nyeste forskning.

Matematik giver dig i kombina­tion med de naturvidenskabelige fag utroligt stærke evner til at forstå vores verden. Ved brug af matematik kan du forudsige, hvor hurtigt mikroorganismer og celler formerer sig, og hvordan en epi­demi breder sig. Du får indsigt i kemiske reaktioners hastigheder og undersøger giftstoffers virkning på enzymer ved at anvende matema­tiske modeller.

I fysik kommer du til at beskæftige dig med alt lige fra de største galaksehobe til de mindste elektroner og neutroner. I denne studieretning er der særligt fokus på emner, som hospitalsfysikere og biofysikere beskæftiger sig med, fx scanninger med røntgen og mag­netfelter og strålebehandling mod kræft.

Certifikat i Science og Talent.jpg

Certifikat i Science og Talent

Roskilde Katedralskole er et af de få gymnasier i Danmark, der har modtaget "Certifikat i Science og Talent". Vi har nemlig stort fokus på talentudvikling og lever op til Sciencetalenters vision om, at flere skal inspireres til at uddanne sig indenfor naturvidenskab.