Gå til sidens indhold
Færøerne 2021.JPG

Internationalt

RKS er akkrediteret Erasmus+ skole. Vi vægter internationale perspektiver og samarbejder højt - både i dagligdagen og på ture ud i verden. 

Roskilde Katedralskole er et lokalt gymnasium med en global profil. Vi har i 2022 fået en 5-årig akkreditering som Erasmus+ skole, dvs. vi er sikret økonomisk støtte fra EU til internationalt uddannelsessamarbejde. Målet med vores internationale arbejde er at fremme dit globale udsyn og styrke din interkulturelle forståelse - både i den daglige undervisning og på ekskursioner og studieture. Vi har en international klasse, en Europaklasse og venskabsgymnasier i hele verden.

Studieture

Et af gymnasielivets mange højdepunkter er studieturen i 2.g. Typisk går turen til en destination i Europa en uge i marts. Studieturen er en del af et tværfagligt undervisningsforløb, hvor alle skal indsamle information og bearbejde den, når I kommer hjem. Der er selvfølgelig også tid til hygge og spændende oplevelser med din klasse. Roskilde Katedralskole samarbejder med forskellige europæiske skoler, som venskabsklasserne besøger på deres studietur. 

International klasse

Som det første gymnasium i Roskilde oprettede RKS en international studieretning i skoleåret 2013/2014, og den har der siden været rift om. Når du går i den internationale klasse, foregår al undervisning og eksamen på engelsk i fagene samfundsfag, historie og engelsk. Du deltager også løbende i internationale camps i Danmark og kommer på to studieture – den ene til USA, fordi vi har udveksling med Burlington High School.

Europaklasse

Er du glad for sprog og interesseret i at møde andre europæiske unge? Så skal du vælge Katedralskolens Europaklasse, hvor du allerede i 1.g kommer på udveksling med vores venskabsgymnasium i Holland. Her skal du lave projekter med unge fra andre lande i Europa. Du bliver indkvarteret hos vores hollandske venner, og al kommunikation foregår på engelsk.

Du prøver også selv rollen som vært, når vi får besøg af den hollandske klasse. 

Kina

På Roskilde Katedralskole ser vi Kina som en fremtidig vigtig global nation, og derfor har RKS siden 2012 iværksat tiltag, for at give vores elever mulighed for at få indsigt i dette fascinerende land. Hvert år er en gruppe elever i Kina, hvor de bor hos elever fra vores venskabsskole Changzhou No. 5 High School. Som en del af samarbejdet underviser nyudklækkede studenter fra RKS også kinesiske elever i engelsk.

Forældrene kunne ikke engelsk, og min host-sister forstod heller ikke alt, hvad jeg sagde, så til tider var det ret udfordrende at skulle kommunikere med hinanden. Samtidig var det også vildt at se, hvordan hele deres skolesystem fungerer. Den største oplevelse var nok at bo så tæt op af en familie helt alene … og smage ny mad, såsom komave. 
Hannah, student

Internationalt samarbejde

Roskilde Katedralskole har venskabsgymnasier i:

  • Spanien
  • Holland
  • Italien
  • Finland
  • Sverige
  • Litauen
  • USA
  • Kina

Akkreditering som Erasmus+ skole

Vi har i 2022 fået en 5-årig akkreditering, der sikrer elever og lærere på RKS økonomisk støtte til ophold, kurser og udvekslinger med andre EU-lande. 

Udvekslingselever

Udvekslingselever fra hele verden bliver hvert år en del af livet på RKS.